Hop til indhold

Adidas Terrex SkyTrail 2021

I weekeden blev der afholdt Adidas Terrex SkyTrail, som er arrangeret af Racing Denmark og Eventyrsport. Det er personligt 4. gang jeg selv står klar på startstregen og alle gange på 21K distancen. Løbet afholdes på en 7K rundstrækning og deltagerne havde mulighed for at stille op på distancerne 7K, 14K, 21K eller 42K. Det er en rigtig hård rute og hver omgang havde omkring 400 højdemeter. Uanset hvordan man får 400 højdemeter ind på 7 km, så er det meget og rigtig hårdt, men det der gør dette løb til noget specielt er de meget lange op/nedstigninger på Himmelbjerget. Det er sjældent man får det i Danmark. Derfor er det er nok det tættest vi kommer på et bjergløb i Danmark 🙂

Ruten var blevet lavet en smule om fra de foregående år. Men den var kun blevet federe synes jeg, men har ikke talt med nogen der var uenige om det 😉 Ruten var meget som de andre år, men med små ændringer, som gav ekstra højdemeter og de ekstra højdemeter kunne mærkes 😉

Da løbet er det tætteste man kommer på et bjergløb i Danmark, så havde Søren Rasmussen (Landstræner for Traillandsholdet) netop valgt dette løb til iagttagelsesløb for landsholdløbere, aspiranter m.fl.

Søren Rasmussen – Landstræner

Søren Rasmussen var ude på ruten under hele løbet og han har skrevet et referat af løbet på både herre og damesiden. Det har jeg fået tilladelse til at låne og indsætte her i artiklen 🙂

SKYTRAIL / IAGTTAGELSESLØB / REFERAT:

Alt klappede arrangementsmæssigt som en flot kulisse for traillandsholdets ’iagttagelsesløb’, da Adidas Terrex Skytrail 2021 i går afvikledes ved Himmelbjerget i Silkeborg/Ry området.

Løbets 21 km (reelt 22 km) distance med ca. 1.350 højdemeter fordelt på 3 omgange var udpeget som den primære ’iagttagelses-distance’ for både etablerede navne i trail-sporten og spirende nye aspiranter. 

Særligt herrernes løb udviklede sig hurtigt til en nervebidende affære. 

Tre unge orienteringslandsholdsløbere, Andreas Bock Bjørnsen, Jacob Steinthal og Oscar Broman satte fra start det øvrige felt under pres med et højt tempo. Ikke alle vidste, hvem de var, og en usikkerhed bredte sig derfor blandt forfølgerne, som måtte se de unge løbere trække fra med tilsyneladende lethed. 

Størst mod på at tage kampen op med de unge havde umiddelbart Anders Poul, som tidligere har vundet løbet to gange, og som sidste år blev nr. 2, da det også var iagttagelsesløb. Anders Poul slap aldrig de forreste helt af syne og var derfor også med i front, da feltet rundede første omgang efter godt 36 minutter. 

Et lille minuts penge efter spidsen kom herefter sidste års vinder Peter Bech, kort efterfulgt af Christian Grøn Nørfelt, Anders Aagaard Hansen, Max Boderskov, Jesper Meins, Jesper Frederik Andersen og med en indledningsvist også pænt offensiv Simon Grimstrup nu et stykke længere tilbage. 

Ude på anden omgang slap kræfterne imidlertid op for de unge orienteringsløbere, som måtte give fortabt (for siden alle at udgå) og lade først Anders Poul og siden også Peter Bech passere. Efter kort tid i føring for Anders Poul skiftede nu også stillingen mellem de to sidstnævnte, så det ved passagen efter to omgange var Peter Bech forrest med Anders Poul 13 sek. bagefter. 

Yderligere 40 sek. efter Anders Poul kom Christian Nørfelt og Anders Aagaard Hansen som de næste, mens der nu var lagt mere afstand til Jesper Meins og Max Boderskov og yderligere et par minutter til Jesper Frederik Andersen og Simon Grimstrup. 

I lyset af denne udvikling spredte sig i målområdet en forventning om, at nu havde sidste års vinder Peter Bech styr på det, men som bekendt er det ikke altid, det går, som præsten prædiker. Med bare ca. 2 km tilbage af sidste omgang måtte Peter Bech se sig indhentet og passeret af først Anders Aagaard Hansen og snart efter også Christian Nørfelt, der begge sluttede løbet meget stærkt af. 

I mål var det med Anders Aaagard Hansen som den første og en fuldt fortjent vinder, 36 sek. før Christian Nørfelt og 1.23 min. før Peter Bech. Stort tillykke til dette podium, som både løb imponerende flot og sikrede alle tilstedeværende en særdeles spændende oplevelse. 

På de følgende pladser kom uændret Anders Poul, Jesper Meins og Max Boderskov, mens Jesper Frederik Andersen og Simon Grimstrup nu havde byttet plads, og Brian Søeberg og Peter Isaksson yderligere tilbage kunne slutte top-10 af. 

I kvindernes felt var spændingen også stor, ikke mindst i dagene op til løbet. Kendte navne som Ulrikke Evensen og Kristina Schou Madsen var på startlisten til 21 km sammen med sidste års vinder, Begitte Hansen, også altid stærke Zenia Mogensen, samt en yderst interessant ’late entry’ i form af Maja Møller Alm, der er flerfoldig verdensmester i orienteringssporten og ligeledes en stærk løber også inden for den mere traditionelle atletik i både cross-, bane- og landevejsløb. 

Desværre udeblev lidt af spændingen, da Ulrikke Evensen meldte afbud et par dage før grundet prioritering af et løb i Tjekkiet næste weekend inden for hendes primære sport (OCR), og Kristina Schou Madsen af anden prioriterings-årsag så sig nødsaget til at nedjustere distancen. 

Herefter var det op til især Begitte Hansen og Zenia Mogensen at tage kampen op mod Maja Alm, men allerede kort inde i løbet blev det dog klart, at overmagten var for stor, og det nok for det øvrige kvindefelt var klogest at disponere kræfterne til kampen om de følgende pladser. 

Mens Maja Alm således efter første omgang befandt sig kun relativt få minutter efter de førende herreløbere (og faktisk skabte lidt spænding i.f.t. disse), var der allerede en stor føring på 5-7 min. til h.h.v. Zenia Mogensen, Begitte Hansen og et relativt nyt navn i sporten, Pia Michelle Elgaard Folsing

Efter anden omgang var Maja Alms føring yderligere øget, mens Begitte Hansen og Zenia Mogensen nu havde byttet plads, og Pia Folsing herefter fortsat var nærmeste forfølger. 

Denne stilling holdt til mål, hvor Maja Alm kunne løbe i mål som en sikker vinder og over-all nr. 9 med Begitte Hansen og Zenia Mogensen som de to næste på podiet med også fine indsatser. Pia Folsing og Charlotte Vinther sluttede her kvindernes top-5 af. 

Foruden primær-distancen på 21 km i iagttagelsesmæssig sammenhæng var der også gode dyster på 14 km, hvor Frederikke Kjær Pedersen, Emely Ravn og Louise Kjær Marhauer blev de tre første hos kvinderne, og Robin Lenz Ostenfeldt, Erik Korup og Jens Pilgaard sikrede sig podiet hos herrerne. 

På 7 km vandt Nikolaj Brandt Blæsild i en rigtig flot tid, og Kristina Schou Madsen hos kvinderne. 

42 km distancen blev vundet af h.h.v. Søren Corvinius Graugaard og @Marianne Nors Karstensen.

Resultater: 

https://www.sportstiming.dk/event/8198/results?round=36432

NB: Som tidligere omtalt skulle Traillandsholdet som næste opgave have været til VM trail & bjergløb i Thailand til november. Dette mesterskab blev desværre aflyst/udskudt så sent som i fredags, og vi har endnu ikke alle oplysninger om, hvad der så kommer til at ske. Mere herom snarest. 

/ Søren R.

Løbet arrangeres igen næste år og da man kan vælge mellem flere distancer som tidligere nævnt, så er der noget for enhver smag. Alle skal nok blive udfordret, uanset om man er til de korte eller lange distancer 🙂 Jeg håber i hvert fald du har fået mod på udfordring SkyTrail 2022 og vi ses på toppen af Himmelbjerget 😀

Du kan se flere races af Racing Denmark og Eventyrsport HER

// Anders Poul – Trail Run Denmark

Skriv et svar

Please log in using one of these methods to post your comment:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: