INOV8 SkyTRAIL
INOV8 SkyTRAIL var den 3. Afdeling af Den Danske Trail Tour 2020. Og ikke nok med det, løbet var også iagttagelsesløb til Det Danske Traillandshold. Der var allerede inden løbet lagt op til et brag af et race i et terræn, hvor de fleste ville kunne mærke deres ben i de kommende dage pga. de mange højdemeter der skulle forceres.

På toppen af Himmelbjerget var der start/målområdet. Racingdenmark havde som altid styr på tingene, så det var bare tilbage til bilen og gøre sig klar og få sat sit startnr på. Jeg skulle løbe 21K og jeg skulle have pakket lidt energi og vand til turen. Der var depot, hvor man kunne tanke op i sin medbragte foldekop efter hver omgang, men jeg valgte en softbottle som jeg medbragte på hånden under løbet, så jeg ikke behøvede at stoppe op. Energien jeg havde pakket var 2 medbragte geler, som jeg hurtigt kunne indtage mens jeg løb.
Ruten:
Vi startede på en lille skråning foran målportalen og efter starten gik det op til – og rundt om Himmelbjerg Tårnet. Herefter ramte vi trappen, som var dækket af perlesten og det gjorde, at man lige skulle holde tungen lige i munden. Men den var hurtig overstået og ingen ko på isen der. Nu ramte vi den første nedstigning og der var nu mulighed for at give slip og suse nedad Himmelbjerget i en helvedes fart 😉
Der gik ikke mange minutter før man ramte bunden og bjerg-benene skulle findes frem. Først var vi på små stier gennem et åbent område i skoven, hvor man fik første forsmag på herlighederne der ventede. Efterfølgende ramte vi 3 stigninger af 5-700 meters længde inden den sidste tur op ad Himmelbjerget ventede på ca. 900 m (De mere rutinerede løbere på Himmelbjerget må rette mig, hvis mine angivet opmålinger er helt skæve 😉 ) Arrangøren racingdenmark havde lovet et løb, hvor det gik op og ned hele vejen og de holdt, hvad de havde lovet. Nedstigningerne var meget forskellige – nogle super tekniske og andre hvor man bare kunne give slip og give den fuld hane hele vejen. 7 km rundt og videre ud på næste omgang. Undertegnede skulle selv løbe 21K distancen og jeg går stadig sjovt mandag morgen pga ømme ben (Håber ikke jeg er den eneste). Ruten var virkelig godt mærket op med flag og afspærringsbånd, og ingen steder var man i tvivl om, hvor man skulle løbe hen.
Personligt synes jeg det er et brutalt, men vildt fedt løb, hvor man virkelig får mulighed for at teste sig selv og sine grænser! Så er man på udkig efter et løb der udfordrer, så er INOV8 SkyTRAIL i den grad værd at køre efter!
Man havde mulighed for at vælge mellem 7, 14, 21 eller hele 42K, så der var noget for enhver smag og niveau.
Jeg ser frem til flere løb fra racingdenmark og du kan finde en oversigt over deres kommende løb HER
Billeder er taget af fotograf: Britt Nielsen fra Trailbear Films
Kategorier