Hop til indhold

Craft Nordlite Ultra

Så er det igen blevet tid til at skrive om en oplevelse med et par løbesko jeg har haft på fødderne 🙂 Denne gang har jeg været så heldig, at jeg har fået et par Nordlite Ultra fra Craft Sportswear i samarbejde med CPH Run Shop. Skoene er blevet givet til mig for, at jeg kunne skrive om min oplevelse med dem. Aftalen er som altid, at jeg skriver ærligt om, hvordan jeg oplever skoene!

Med det på plads, så vil jeg starte med at give dig lidt info på skoene!

Vægt 300g UK8

Drop: 6 mm

Stack Height: 34-40 mm

Mellemsål: CR-Foam

Ydersål: Hybrid ydersål egnet til vej, stier og let trailløb

Sålen efter +250 km og ingen slid at se 🙂

Det der er lidt nyt ved denne artikel er, at det ikke er en “ren trailsko” jeg denne gang har fået på fødderne. Den nye Nordlite fra Craft er en hybrid-sko, der kan lidt af det hele, inden for rimelighedens grænser selvfølgelig 😉 Jeg er stor fan af, når der kommer sko, som er beregnet til mere end en ting. Her er altså en sko der kan få dig godt igennem træningen på landevej, grusstier og endda let trail. Har jeg en “ren trailsko” på fødderne, så gør jeg nærmest alt for at undgå asfalt… Men jeg synes tit det er rart, når man kan løbe sit transportløb til/fra skoven eller sætte flere skove sammen på den lange søndagstur, uden man behøver bekymre sig, om man kommer ud på asfalten eller hårde stier noget af vejen.

Jeg vil starte med pasformen. Jeg valgte at gå en halv størrelse op ift min normale skostørrelse i løbesko. Jeg kunne godt passe min normale størrelse, men følte lidt jeg lå og svingede mellem de to størrelser og derfor valgte jeg den største, så jeg var på den sikre side. Det har vist sig at være en god ide, og jeg har ikke fortrudt mit valg på størrelsen.

Overdelen er lavet i funktionelt mesh, det er konstrueret i et stykke og det giver en behagelig oplevelse. Der er god plads i tåboksen og jeg synes pasformen egner sig bedst til normal/bred fod… Har du en meget smal fod, så vil du måske opleve der er lidt for god plads ville jeg mene. Hælkappen er blød, let polstret ved achillesenen og det gør som resten af overdelen, at du har en behagelig tilpasning og jeg har ingen problemer oplevet med skoenes tilpasning på foden i form af vabler osv.

Det er en rigtig behagelig sko at få på og man mærker med det samme, at det er en sko, hvor den er beregnet til en større mængde kilometer. Der er som nævnt tidligere 40 mm skum i hælen og 34 mm i forfoden. Hvis man er vant til en trailsko til kortere distancer, hvor man tit ligger en del tættere på jorden pga den lavere stack height, så skal man lige vænne sig til, at man bliver et par cm højere med Nordlite Ultra på fødderne. Men jeg glædede mig til at mærke, hvad al den skum i mellemsålen kunne præstere, når man først kom afsted. Sålen er ret bred og min første tanke var, hvordan det ville føles, især i sporet. Men der var kun en måde at finde ud af det på og det var at komme afsted til skoven.

Min første tur i skoene blev 20K, hvor de første 10K blev løbet i et MTB-spor og de sidste 10K blev løbet på ridestier. Det var en tør dag uden regn, så det blev ikke nogen mudder-fest… Jeg skulle vænne mig til både højden og bredden på skoene. Jeg kom lige fra min NNormal Kjerag, som er i den helt anden ende af skalaen, men efter nogle kilometer, så havde jeg sporet mig ind på, hvordan skoene føltes på fødderne. På de sidste 10K på ridestierne fik de endda lov til at løbe noget fart, hvor der blev løbet nogle 2K intervaller.

Mine tanker efter den første tur i skoene var rigtig positive. Du kan sagtens løbe et MTB-spor med dem uden problemer, men det er ikke det de er beregnet til. Den meget brede sål hjælper dig faktisk, så du står rigtig godt og stabilt i sporet – Jeg vil sammeligne det lidt med at køre 29” MTB, hvor hjulets størrelse gør at “forhindringerne” i sporet føles mindre og du kan bedre bare hamre henover… og sålens størrelse på Nordlite giver lidt samme effekt 🙂 Der hvor skoene præsterer virkelig godt, det er når de får lov til at løbe ligeud på stier eller asfalt. Her kommer al skummet virkelig til sit ret og giver dig et virkelig effektivt og bouncy afsæt. Jeg har herunder indsat en video og man kan se, hvordan skummet trykkes sammen og giver energi retur i afsættet.

Det er på ingen måde en “sofa” at løbe rundt i… Skummet er bouncy, men stadig fast nok til det føles effektivt. Jeg har været rigtig glad for at bruge skoene især på min lange ture, hvor jeg løber omkring 30K. Her kombinerer jeg tit flere skove, hvor der kommer asfalt stykker ind, inden jeg rammer næste skov. Her er det super fedt, at du har en hybrid sko, hvor den kan klare det hele. Jeg har tidligere brugt Nike Invincible Run til mine lange ture, og selvom de er virkelig lækre at løbe i og det føles så blødt som at løbe på en sky, så bliver det nok lidt for meget “sofa” for min smag på sigt, plus der er intet greb i sålen, så der bliver det kun på grusstier eller asfalt 🙂 Så det er altså meget federe at have en sål på, der kan klare det hele og hvor det ik er et problem, hvis du føler for at gå lidt på opdagelse på stier du møder på din vej 🙂

Jeg har løbet +250K i Craft Nordlite Ultra i skrivende stund og jeg synes det er en rigtig fed all round sko! Jeg vil mene den er noget for dig, der kan lide at løbe ture i blandet terræn, uanset længden på dine træninger og med mulighed for løbe fart. Jeg er virkelig glad for mit par og de bliver på fødderne, når der skal løbes lange ture i blandet terræn i fremtiden.

Hvis du vil læse mere om skoene og dykke ned i detaljer fx omkring skummet i mellemsålen, så kan du læse mere om skoene på Craft Sportswears egen website, hvor de bl.a lige er kommet med en masse spændende nyheder på både landevejsko og trail.

Du kan også se mere om skoene i CPH Run Shop, hvor jeg selv hentede skoene og hvor du finder dem på hylderne, hvis du vil ud og have et par i hænderne inden du investerer i et par eller nogle af de mange andre modeller de har på hylderne 🙂 

Husk hvis du er medlem på vores Facebook-gruppe, så får du 20 % rabat i CPH Run Shop 😉

Du finder facebookgruppen her:

Tak fordi du læste med og jeg håber du har fået svar på de spørgsmål du havde omkring skoene inden du startede med at læse med 🙂 Ellers er du altid meget velkommen til at spørge ind til skoene 🙂

// Anders Poul

Skriv en kommentar